Mediecenter
Nyheder

Debat: Sophie Løhde skal have ros for strammere it-tøjler

Ballerup, 04. december 2017 -  

"Det er positivt, at innovationsministeren begynder at fokusere på god drift af de offentlige it-systemer og ikke bare udvikling."

Sådan skriver Michael Hermansen, CGI Danmarks administrerende direktør i et debatindlæg på Altinget.dk i dag.

Under overskriften ”Et solidt fundament” præsenterede innovationsminister Sophie Løhde for nylig en ny strategi for it-styring i staten.

Strategien skal ifølge Finansministeriet skabe et stabilt fundament under statens eksisterende it-systemer og gøre det lettere at sætte tidligt ind over for projekter, der ikke forløber planmæssigt.

Det skal blandt andet ske ved, at Statens It-råd får udvidet sine beføjelser.

Fremfor blot at rådgive myndigheder om udviklingen af nye projekter skal rådet nu også rådgive om vedligeholdelse, opdatering og sikring af eksisterende projekter.

Det er en stor udvidelse af beføjelserne, som også understreges af, at rådet skifter navn fra Statens It-projektråd til Statens It-råd. En lille, men vigtig ændring, som signalerer, at man nu anlægger et mere resultatorienteret perspektiv.

Der skal fokus på drift og ikke kun udvikling

Det er på høje tid, at staten strammer tøjlerne og sikrer et større fokus på driften af it-projekter. Alt for længe har man fokuseret ensidigt på udvikling og innovation i det offentlige.

Det har skabt et manglende fokus på at realisere udbyttet af de systemer, man allerede har investeret i.

Derfor skal Sophie Løhde nu have stor ros for at sætte fokus på forvaltningen af den omfattende offentlige it-portefølje.

En effektiv og velfungerende statslig it-portefølje er fundamentet for kontinuerlig høj opgavevaretagelse i staten samt grundstenen for en mere effektiv og agil håndtering af ændringer og reguleringer.

Klare krav er godt nyt for leverandørerne

Staten bliver med den nye strategi også en stærkere samarbejdspartner for it-leverandørerne.

Ved blandt andet at styrke de ledelsesmæssige kompetencer og sikre en højere grad af datadeling mellem de statslige myndigheder bliver det lettere for leverandørerne at levere løsninger, der ikke lever som isolerede øer, men som kan spille sammen tværsektorielt.

Vi har som leverandør intet problem med, at staten nu hjemtager flere strategiske kompetencer.

Tværtimod vil det give os en mere handlekraftig og retningsbevidst samarbejdspartner, der kan guide os bedre i forhold til forretningsmæssige krav til løsningerne. Dermed kan vi fokusere på det, som vi er bedst til: eksekvering inden for skarpt definerede rammer.

Det er samme billede, som vi kender fra det private marked. Her møder vi målbevidste kunder, som kræver værdi for hver eneste krone, og de danske skatteydere fortjener naturligvis det samme.

Det er først, når systemerne er i drift og kører stabilt over en årrække, at de skaber værdi. Det fokus kommer nu fra Sophie Løhde, og det fortjener i den grad et klap på skulderen.

Ny strategi skal være et ledelsesredskab

Nu vil jeg blot indstille til ministeren, at der bliver fulgt op på, at strategien implementeres ordentligt i de offentlige ledelseslag.

Strategien skal fungere som ledelsesredskab i hverdagen, før den gør en forskel. Den vil også kræve tilførsel af nye, digitale kompetencer samt en tydelig forankring i topledelsen i det offentlige.  

Jeg bidrager fra min side af bordet gerne med input til, hvordan staten kan skabe et endnu bedre leverandørsamarbejde med afsæt i den nye strategi.