Primary tabs

Universiteterne uddanner flere og flere it-folk, og de mange nye it-kompetencer er meget velkomne hos virksomhederne. De seneste fem år er uddannelsen af de såkaldte cand.it.er nærmest eksploderet ved de tre universiteter i Jylland – og de rammer et stort behov på arbejdsmarkedet.


Mange virksomheder har fundet ud af, at de kan få nytte af de mange forskellige it-kompetencer, der i disse år vælter ud fra universiteterne. De seneste år er antallet af kandidater fra de tværfaglige cand.it.-uddannelser mangedoblet, og beskæftigelsen er fulgt med.

For mere end to år siden blev Kirstine Sloth Munch færdig med sin cand.it. i it, kommunikation og organisation fra Aarhus Universitet.

– Cand.it. er jo en bred, akademisk uddannelse, så det er primært teoretisk viden, som jeg har med mig fra universitetet. Men jeg har følt mig klædt på til de opgaver, jeg har kastet mig ud i. Også selv om jeg ikke vidste det hele. Det er en rigtig god uddannelse, siger hun.

Det er tydeligt, at hun stortrives i sit job som forretningsarkitekt og Scrum-master hos konsulentvirksomheden CGI, hvor hun blandt andet har startet et netværk for unge, nyuddannede medarbejdere.

Eksplosion i cand.it.er

Det er 20 år siden, at henholdsvis IT-Universitetet i København og Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet gennem universitetssamarbejdet It-vest begyndte at uddanne cand.it.er, som er en fællesbetegnelse for en række videregående uddannelser med it som fællesnævner.

De første ti år uddannede de tre vestdanske universiteter tilsammen under hundrede cand.it.er om året. Men inden for de sidste fem år er antallet nærmest eksploderet, så der nu uddannes omkring 500 cand.it.er om året fra de tre universiteter.

Hver gang direktør Hans Lynnerup fra CGI ansætter tre nye medarbejdere, står der cand.it. på det ene CV.

–  I gamle dage ansatte vi bare nogen, der lignede os selv. Så det var et sats i sin tid, da vi ansatte de første. Vi vidste jo ikke, hvad de kunne. Men cand.it.erne har i den grad overrasket positivt. Den generiske måde at arbejde på kan finde direkte anvendelse hos os, forklarer Hans Lynnerup, der som direktør for offentlige kunder hos CGI har mere end 100 medarbejdere ansat. 15 procent af dem har en baggrund som cand.it.

Kombinationsuddannelse med it som fællesnævner

De 3.949 cand.it.er, der er blevet færdige fra de vestdanske universiteter, siden uddannelserne blev grundlagt i 1999, har tre forskellige afsæt inden for henholdsvis humaniora, samfundsvidenskab og de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser. Når de unge, der vælger en cand.it.-uddannelse samtidig kommer fra et bredt udbud af bacheloruddannelser, betyder det, at cand.it.erne dækker et bredt spekter af kompetencer.

–  Det kan være svært for arbejdsgiverne at vide, hvad man egentlig kan som cand.it. Vi er flerfaglige personer med en palet af kompetencer, siger Kirstine Sloth Munch.

Derfor har It-vest bedt rådgivningshuset Seismonaut lave en analyse af cand.it.ernes kompetencer og deres værdiskabelse på arbejdsmarkedet.

Analysen peger på, at de humanistisk uddannede cand.it.er især er værdsat for deres kompetencer inden for brugerforståelse og designprocesser. De samfundsvidenskabelige er værdsat for kompetencer inden for strategi og forretningsudvikling. De teknisk-naturvidenskabelige cand.it.er er i sagens natur mere teknisk orienterede og har vægt på systemudvikling og programmering.

Derfor er en cand.it. ikke bare en cand.it. Kandidaterne og uddannelserne er meget individuelle.

–  Det er lidt sekundært, om de har studeret inden for det ene eller det andet speciale. Den projekttilgang, vi har på vestdanske universiteter, gør, at du bliver skarp til at arbejde i et team. Cand.it.erne er knaldhamrende dygtige til at arbejde i et team. De går på med krum hals for at forstå en applikation og en forretning. Vi er holdt op med at kigge på deres specialiseringer, vi videreuddanner dem bare. Med deres akademiske baggrund er de i stand til at lære noget nyt, siger Hans Lynnerup fra CGI.

Brede akademiker-kompetencer passer perfekt

På flere af de store projekter outsourcer CGI til udlandet, især til Indien. Derfor er det afgørende, at de danske medarbejdere har indgående kendskab til kundernes forretning og behov – og kan oversætte dem til it-løsninger.

Det er her, cand.it.erne især kommer til deres ret. Cand.it.erne er nærmest skræddersyet til det danske arbejdsmarked, der er domineret af små og mellemstore virksomheder.

–  De brede kompetencer og den brede tilgang til arbejdsopgaverne er vigtig, når vi snakker små og mellemstore virksomheder. Især virksomheder fra 30 og op til hundrede medarbejdere har et stort behov for kvalificeret, faglært it-arbejdskraft, der kan gå professionelt til vidt forskellige opgaver - og flexe mellem opgaverne, siger direktør i BM Silo, Dorte Zacho Martinsen, der også er medlem af Erhvervsfremmebestyrelsen og formand for regeringens rådgivningspanel for små og mellemstore virksomheder.

Kirstine Sloth Munch tilføjer:

–  Med en cand.it. får du en medarbejder, der har berørt mange punkter i sin uddannelse inden for it, systemudvikling, programmering, brugeroplevelser, projektledelse og meget mere.

Digitalisering et afgørende værktøj for udvikling

Dorte Zacho Martinsen har selv lavet en turn-around ved at fokusere på digitalisering, da hun blev direktør for BM Silo. Og hun ser i høj grad digitalisering som et afgørende værktøj for at udvikle små og mellemstore virksomheder.

–  Det kan være svært for ledelsen – især ejerlederen – at gennemskue, hvad der kan løftes it-mæssigt. Her kan en bred it-baggrund hos et ungt menneske give et nyt syn på mange aspekter. Det kan være i driften, et løft af projekterne, udarbejdelse af en case, til at finde de rigtige samarbejdspartnere og hjælpe medarbejderne på vej. Her rammer cand.it.erne direkte ned i et område, hvor de små og mellemstore virksomheder har et kæmpe behov, siger Dorte Zacho Martinsen.

Hun peger især på, at mange af de små og mellemstore virksomheder har alt for mange isolerede it-systemer, der ikke udveksler data.

–  Det er et kæmpe problem, at tingene ikke snakker sammen. Ingen har fordel af at køre dobbelt bogholderi, siger Dorte Zacho Martinsen.

Hun erkender, at der er udfordringer for en cand.it., når det gælder om at få foden inden for i de små og mellemstore virksomheder.

–  Det kan både handle om fordomme mod ny teknologi og mod nye uddannelser. Det er svært på forhånd at gennemskue, hvilken gevinst der kan være ved at ansætte den slags medarbejdere. En genvej kan være at åbne virksomheden for praktikforløb og andre former for samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, siger Dorte Zacho Martinsen.

En eventyrlig rejse

For Kirstine Sloth Munch har de første år på arbejdsmarkedet været en eventyrlig rejse. En rejse hun kun kan anbefale andre – både studerende og virksomheder ­– at tage med på.

–  Allerede fra dag et kom jeg ind i et rigtigt projekt og fik ansvar. Jeg var med ude ved kunden og grave mig ned i stoffet. Som nyuddannet lærer man sindssygt meget af at komme i gang med rigtige opgaver. Selv om jeg ikke havde dybtgående kendskab til kundernes forretning eller teknikken bagved, så har jeg gode værktøjer med mig til at erhverve mig den viden, jeg har brug for i mit arbejde, siger hun og tilføjer:

–  I CGI er der god stemning, hvor alle gerne vil hjælpe. Det har været superrart at starte i sådan en virksomhed.

Hvad kan en cand.it.?

Cand.it.erne er stærke inden for digitalisering, digital transformation og digital innovation. Deres evne til at kombinere it og forretning er attraktiv for både private og offentlige virksomheder.

  • De humanistiske cand.it.er har deres styrke inden for designprocesser, konceptudvikling, brugeroplevelse og brugervenlighed.
  • De samfundsvidenskabelige cand.it.er har deres styrke inden for projektledelse, it-ledelse, -implementering og -strategi samt forretningsanalyse og business intelligence.
  • De teknisk/naturvidenskabelige cand.it.er har deres basis i systemudvikling og programmering samt app- og webudvikling kombineret med fokus på brugernes behov.

 

"Cand.it.erne er knaldhamrende dygtige til at arbejde i et team. De går på med krum hals for at forstå en applikation og en forretning."

- Hans Lynnerup, CGI

"En bred it-baggrund hos et ungt menneske kan give et nyt syn på mange aspekter. Det kan være i driften, et løft af projekterne, udarbejdelse af en case, til at finde de rigtige samarbejdspartnere og hjælpe medarbejderne på vej. "

- Dorte Zacho Martinsen, BM Silo

"Jeg har gode værktøjer med mig til at erhverve mig den viden, jeg har brug for i mit arbejde."

- Kirstine Sloth Munch, cand.it.

 


Læs artiklen fra It-vest